CALENDAR

    <<<December 2017>>>
    MTWTFSS
    27282930123
    45678910
    11121314151617
    18192021222324
    25262728293031
    1234567

    TRAVELOG 2013


    - a selection of letters, news, reactions, thoughts (both ours and those of others), experiences from Holstebro and travels abroad

     

    02.12.2013

     

    Julia Varley's article:

    Una carta para recordar a Augusto Omolú, in Memorias de Teatro, n.10 enero-diciembre 2013.

     

    To read the article >>

     

    Julia_art_Aug.jpg

     

     

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    12.11.2013

     

    Else Marie Laukvik og Frans Winther:

    "En melodi lever, dør, bliver glemt,

    men kan også genopstå for at leve .…"

     

    Sådan lyder det i Odin Teatrets forestilling Memoria og det blev på en måde også forestillingens skæbne. Efter en lang, lang hvilepause genopstod Memoria med italienske ord fremført af Else Marie Laukvik og akkompagneret af  Frans Winther på harmonika, violin og bratsch. Så fik forestillingen engelsk tekst og havde repremiere under Odin Ugen i 2012.

     

    I Kuala Lumpur, Malaysia blev Memoria spillet i foråret 2013 for første gang i et privat hjem. Sabera Shaik fra Masakini Theatre åbnede sin dør for en forestilling baseret på jødiske historier for et muslimsk publikum. Derefter blev den præsenteret 3 gange i et stort kultur center i Kuala Lumpur, men i en helt anden og mindre hyggelig atmosfære:  kraftig tropisk uvejr.  Regnen hamrede løs på taget og publikum var overbevist om at den kraftige lyd, der kunne minde om maskingeværild, var en del af forestillingens effekt.

     

    I september tog forestillingen igen på en  turné, der begyndte i Bielefeld, Tyskland, den 25. september, inviteret af Siegmar Schröder fra Theaterlabor Bielefeld, til en festival der blev afholdt i anledning af deres 30 års jubilæum. Her i Bielefeld blevMemoria spillet i ... >>

     

    Travel Letter in English >>

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    05.11.2013

     

    Tierra de Fuego, a performance produced by Nordisk Teaterlaboratorium, will be performed at the VIII Bienal des Artes in Bolivia. With  Carolina Pissarro as actress and Julia Varley director:

     

    TEATRO en la Bienal SIART

    Tierra de Fuego, obra teatral, Actriz: Carolina Pizarro (Chile). Día viernes 8 de noviembre, Hrs. 19:00. Cinemateca Boliviana (c. Rosendo Gutiérrez esq. Oscar Soria). Ingreso libre.

     

    Tierra de Fuego - Carolina Pizarro in Chile.jpg

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    23.10.2013

     

    Igen udenlandsk succes for Odin Teatret

     

    Uruguay begejstret for "Det kroniske liv" - to prestigefyldte priser tildelt Barba og Odin Teatret.

     

    Den uruguayanske hovedstad, Montevideo, står for tiden i særlig grad i kulturens tegn, idet denne smukke, sydamerikanske by er udnævnt til latinamerikansk kulturhovedstad for 2013. Blandt de mange aktiviteter, der i den anledning udspiller sig i byen, er den internationale teaterfestival FIDAE 2013 - Festival Internacional de Artes Escénicas, der som et af sine internationale hovednavne har inviteret Odin Teatret fra Holstebro.

     

     

    Rift om Det kroniske liv

    Odin Teatret deltager i festivalen med blandt andet Det kroniske liv, som derved opføres for første gang i Sydamerika efter at have spillet 125 gange forskellige steder i Europa siden premieren i hjembyen i Danmark i 2011. Odin Teatret har generelt en stor stjerne i Sydamerika, så selvom det var 10 år siden, teatret sidst havde været i Uruguay, blev billetterne til de fire opførelser med Det kroniske liv revet væk samme dag, som de blev sat til salg. At dømme efter stemningen blandt både tilskuere og anmeldere, levede forestillingen op til uruguayanernes spændte forventninger. Således skrev kritikeren, Javier Alfonso, i en af landets mest velrenommerede ugeaviser, Búsqueda:

     

    "Odin Teatret viste igen, efter mere end 10 års fravær fra Montevideo, hvorfor det regnes for et af de mest originale teatre i Europa. Billederne i Det kroniske livfungerer så effektivt som et schweizerur med skuespillere, som danser, synger, spiller musik og agerer med krop og sjæl med afsæt i en fascinerende og underholdende poetik. En sand sanselig oplevelse, som indprenter sig i én som et uforglemmeligt minde."

     

    To prestigefyldte priser

    Opmærksomheden omkring Odin Teatret udsprang imidlertid også af teatrets forestående 50 års jubilæum, der fejres i Holstebro i juni 2014 med blandt andet Holstebro Festuge: Fremtidens ansigter - Fantasmer og fiktioner. Det kom frem, da Uruguays kulturminister, Ricardo Ehrlich, efter den første forestilling med Det kroniske liv, overrakte medaljen Delmira Agustini - opkaldt efter den berømte, uruguayanske poet - til Eugenio Barba. Medaljen gives til personer, der på ekstraordinær vis har bidraget til samtidens kunst og kultur. Det var første gang, den tildeltes en udlænding.

     

    Som om det ikke var nok, blev Eugenio Barba under teatrets gæstespil i Montevideo - men denne gang med understregning af hele Odin Teatrets store betydning som et kreativt miljø og en inspiration i et internationalt perspektiv - også tildelt Atahualpa del Cioppo Prisen, opkaldt efter en af Latinamerikas helt store instruktører og teaterpionerer.

     

     

    Sydamerikansk turné

    Fra Uruguay går Odin Teatrets månedlange Sydamerika-turné videre til Argentina og Brasilien, hvor der sluttes af i São Paulo med fem opførelser af Det kroniske liv.

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    17.10.2013

     

    PREMIO FIDAE 2013 "ATAHUALPA DEL CIOPPO"

    A EUGENIO BARBA

    Discurso de Ivan Solarich, director del Festival Internacional de Artes Escénicas de Montevideo (FIDAE),

    Teatro Solís, 17 de octubre de 2013.

     

    "El prestigio de ciertos colores y de ciertas palabras se ha perdido. Los colores de las banderas, el rojo, los slogans, palabras como Pueblo, Patria, Progreso, Historia. Muchos símbolos están carcomidos, y en la boardilla del siglo XX yacen bolsas y bolsas de esperanzas marchitas.

    Con los mitos no sucede lo mismo. Los mitos son sombras indelebles. Se han ido del gran mundo de una vez y para siempre, pero nutren los pequeños mundos.

    Vivimos en dos mundos. El Pequeño mundo es el ambiente en el cual nos movemos, la trama de nuestras relaciones, el paisaje que nos pertenece y que podemos adaptar a nuestras necesidades. En el Gran Mundo existen valles, islas, montañas y oasis que intentan resistir a los vientos de sometimiento y destrucción que llamamos Historia. Los Pequeños mundos logran algunas veces ser lugares en los cuales se cultiva la excepción. Algunos pensaron que el Gran mundo podía invertirse y reorganizarse sobre el modelo más justo de los Pequeños mundos. Otros piensan, por el contrario, que entre el Pequeño mundo y el Grande existe un salto de dimensión, el pasaje de un plano lógico a otro, de modo que aquello que en el Pequeño mundo es fecundo, aquello que puede vivirse y transmitirse, corre el riesgo de transformarse en su contrario -fracaso y violencia- apenas pasa a la dimensión del Gran mundo. La regla del Gran mundo no ha sido nunca digna de la palabra "justicia".

    En el Gran mundo ha concluido recientemente un milenio. Ha sido el milenio de las revoluciones. Del Cristianismo al Comunismo, el programa de invertir las reglas del Gran mundo ha iluminado la tierra y la ha incendiado. A menudo, la luz ha vuelto a resplandecer, y también a menudo se ha transformado en profunda tiniebla. El mundo más justo ha sido, a menudo entrevisto, porque nadie lo ha realizado. ¿Existen, por lo tanto, solo dos caminos, la ilusión o el cinismo? ¿Qué nos indica la expresión mundo mas justo? ¿La línea en el horizonte que se aleja a cada paso que nos acercamos a ella?

    No se responder a estas preguntas. Ni puedo creer en las respuestas que los otros intentan darme. En este mar cada uno navega solo, con su inteligencia y su corazón. Sé que ciertos valles pueden defenderse y que en su interior se pueden crear pequeños mundos en los cuales vivir parezca más justo. Sé que el teatro ha permitido y permite habitar, fortificar y defender algunos de estos valles. Pero si alguien me pregunta: "En definitiva, ¿en qué crees?", le respondería que creo en la obstinación. Creo que la obstinación representa el mundo más justo en nosotros, no un sueño, sino algo concreto, corpóreo, que pertenece al cuerpo del pensamiento que son nuestras acciones.

    La obstinación es el mantenerse en pie. Mantenerse en contra. Es la sombra que logra permanecer indeleble, que no se esfuma entre la penumbra del mundo -tal-como-es y la luz deslumbrante de las ilusiones. Es la sonrisa de animal inquieto y de niño del viejo Atahualpa."

    Estas palabras, escritas por Eugenio Barba, las leí por vez primera en el libro "Arar el cielo", allá por el 2002, y llevaba por título "Fabricantes de Sombras", Conversación nocturna con Atahualpa Del Cioppo.

    Hablar de Eugenio Barba es hablar de una gran parte del Siglo XX teatral, y ahora -además- del Siglo XXI. Eugenio se ha referido siempre a los Padres Fundadores de Tradición, y el es sin lugar a dudas, uno de ellos en la lista más selecta de los grandes Reformadores del teatro.

    Referente insoslayable por tres razones fundamentales: la extensión de su enorme magisterio; la inaudita vigencia artística y estética luego de 50 años de travesía, que hace que su maravillosa "La Vida Crónica" por ejemplo, que pudimos disfrutar estos días, contenga, a través de esos continuos cambios de ritmo y musicalidad -si me lo permitís-, el vértigo emocional propio de la adolescencia y la juventud, que sumado a la perfección de las acciones, resulte una daga directa al corazón que el espectador siempre agradece porque lo reúne con su propia humanidad. Y eso, después de 50 años, solo se llama... eterna semilla de juventud.

    Y por último, la razón principal de este castillo enorme de respeto y admiración: la infinita honestidad intelectual de Eugenio Barba.

    Nunca lo vi claudicar. Nunca lo vi disfrazar su pensamiento para congraciarse. Ha tenido siempre la infinita astucia de ser El en cualquier circunstancia, y de decir lo que su alma de Artista Independiente (dos palabras que debieran estar soldadas en la geografía del arte), le ha exigido, para volver a reconocerse constantemente, entre sus muertos queridos y el tiempo histórico que le ha tocado vivir.

    Esta noche querido Eugenio, te premiamos por todo eso y mucho más. Pero no te premia el Festival con cualquier nombre. Te premia con el nombre de nuestro Gran Maestro Atahualpa, al cual paradójicamente, nuestro medio teatral nunca premió con nada.

    Hace más de diez años pensando en él, escribiste tu "Fabricantes de Sombras".

     

    Hoy, con la excusa de este Premio FIDAE, queremos reunirte con él en este bello escenario cargado de historia, para que todos los que estamos presentes, podamos ser cómplices de una renovada conversación nocturna entre tú -querido Eugenio Barba-, y nuestro gran Maestro Atahualpa Del Cioppo.

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

     

    06.10.2013

     

     

     

    Søndag den 6. oktober 2013 modtog Eugenio Barba Foreningen af Danske Sceneinstruktørers hæderslegat på 20.000 kr., der uddeles hvert andet år.

     

    "Vi havde besluttet at give årets pris til en sceneinstruktør med et langt virke, og da Barbas navn kom op, nikkede alle straks rundt om bordet og klappede," fortæller Solveig Weinkouff fra bestyrelsen. Hun har selv hentet stor inspiration hos Eugenio Barba og Odin Teatret. "Både indadtil og i særdeleshed udadtil i verden er Eugenio Barba og Odin Teatret en anderledesstemme."

    Hun roser Eugenio Barba for at være meget inspirerende og vedholdende.

    "Han lægger stor vægt på at være vedholdende, at man skal øve sig meget og gøre sig umage. Han researcher meget og går i dybden med genrerne. Han og teatret rejser ud i verden og søger efter det originale," uddyber Solveig Weinkouff.

    Samtidig har hun en holdning til Odin Teatretsforestillinger, som mange sikkert er enige med hende i. "Man behøver ikke at forstå alting. Man kan bare beslutte sig for, at man gerne vil opleve det," smiler hun.

     

    Eugenio Barbas takketale:

     

    "Kære medlemmer af Foreningen af Danske Sceneinstruktører, kære kolleger,

     

    Jeg blev forbløffet, men også meget glad over jeres beslutning om at hædre Odin Teatrets særegenhed i anledning af vores 50 års fødselsdag. Et ensemble hvor skuespillere og instruktør har arbejdet sammen i halvtreds, fyrre eller tredve år er ikke almindeligt hverken i det danske eller noget andet teatermiljø. Vores ihærdige vedholdenhed strider mod teaternaturen, der bygger på kortvarige relationer.

     

    Netop vedholdenheden har været en af de motivationer, der har drevet os. Både når det gælder arbejdsforholdet os imellem og de bånd, der er opstået til vores tilskuere i Holstebro og andre steder i verden. Stædigt vender vi tilbage til de byer, der siden 1960erne har taget imod os. Der er noget livsbekræftende ved at gense tilskuere, som er .... " >>

     

    Fotos af Tommy Bay >>

     

    Fotos nedenfor af Anne Savage:

     

    This macro does not provides rendering in WYSIWYG editor

     

     

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    21.08.2013

    Kristeligt Dagblad, Bøger s. 6

    af Knud Jakobsen

     

    Vestjyder står i kø for at høre poesi

    Odin Teatret i Holstebro har stor succes med en månedlig poesiaften. I næste måned fejrer "Poesi på en torsdag" jubilæum sammen med Klaus Rifbjerg.

     

    Normalt sælges digtsamlinger i meget små oplag, men i Holstebro langer boghandler Ole Rabjerg fra Arnold Buscks Boghandel den ene digtsamling efter den anden over disken. Det sker i et omfang, så kolleger landet over måbende ser til. Han er en af de boghandlere, som sælger mest poesi, og det skyldes udelukkende "Poesi på en Torsdag". Det er en helt speciel poesiaften, som holdes en gang om måneden i den mørke årstid, og som normalt samler op mod 200 mennesker og

    ofte flere. Hver gang er det med deltagelse af en ny digter, som læser egne værker,

    og med et program, som efterhånden har fået en kendt og elsket form.

     

    "Poesi på en Torsdag" begyndte i 2007, og torsdag den ... >>

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    COLUMNA DE LA UNEAC, La Habana, Cuba, Enero 2013ARTES Y OFICIOSAVE MARIA DEL ODIN TEATRET: REGURGITAR DE LA VIDA Y LA MUERTEPor: Omar ValiñoPodría ser que la importante actriz chilena María Cánepa, después de recibir el Premio Nacional de las Artes de su país, sueña con la muerte, ya latente porque ella es anciana. O podría ser que el Odin Teatret tiene trato con ella, con la Muerte, y sabe lo que hace. Así la ve desde Ave María, uno de sus últimos espectáculos, asumido por la imprescindible Julia Varley, bajo la dirección de Eugenio Barba.El diario ritual de la Muerte, casi su cotidianidad, nos lo presenta desde la presencia en escena de un personaje, que es, a la vez, Mr. Peanut, un habitual en los espectáculos y performances de Varley, una creación suya. O Mr. Peanut encarna, de manera definitiva, a la Muerte, su condición, pues su rostro es por siempre una calavera.Así, la Muerte tiende ropa en un cordel, ¿de los que van a morir o han muerto ya? Lee el periódico del "barrio" con parsimonia, se acicala con paciencia. La melodía suave de un saxofón llega a nuestros oídos. Más adelante plancha la ropita de un bebé, y el público ríe ante la acción, algo extraño frente a la agrupación danesa.La música acompaña casi todo el tiempo y, amén de crear o bordar ambientes, subraya circunstancias dramáticas, enlaces dramatúrgicos, cambios en la faz del protagonista, establece ritmos que marcan un accionar coreográfico a la actriz. El nivel técnico, tan consustancial al Odin, no sobresale en la puesta, aunque todo sea preciso y cuidado, sino cómo la idea habla. Quiero decir, cómo el concepto expresa un homenaje, una salutación a una larga vida real dedicada al teatro con una alta dignidad ética. Porque, en definitiva, no recibimos un biopic de Cánepa, solo atisbos de su biografía, pero el cuidado de la Muerte hacia María nos revela su importancia, el sitial ganado por la actriz en ese reino. Esa perspectiva se traduce en curiosidad hacia María Cánepa, a quien no conozco suficientemente, más comprendo que si la Muerte le ofrece esa liturgia, lo merece y, con ella, cientos de su estirpe que dedicaron su vida al arte del teatro con sacrificio y decoro.El Odin nos brinda una delicada imagen de la Muerte, de sus rostros (la actriz se transforma tres veces -de negro, de rojo y de blanco- en matrimonio con Cánepa), una imagen que nos hace más placentera una compañía inevitable, que nos acuna, como parte también la Vida: la Muerte también nos atiende, nos cuida, nos vigila hasta cumplir su tarea fatal."Para rendir tributo ninguna voz es débil", señalaría José Martí; ni siquiera la Muerte que sabe ver y diferenciar entre los mortales, parecen agregar Julia Varley y Eugenio Barba.Al cierre de la puesta en escena, escuchamos un murmullo de los niños tras el set, es la vida que bulle afuera, a un paso mismo del llamado círculo de las tinieblas, nunca tan claras como aquí y ahora entre el escenario y la platea. No sé si María Cánepa soñó el ritual o si la Muerte lo hace en exclusiva para ella, lo cierto es que tan poderosa idea se particulariza de una manera única: nunca miré el rostro de la fatalidad desde tan cercana comprensión. Ese es, para mí, un sentido del espectáculo, atravesado a su vez de una paradoja (forma del pensamiento tan cara a Barba y al Odin Teatret): la caída no deja de ser un absurdo, a pesar de enseñarnos a ver otro perfil de ella. Y otro sentido es el eterno regurgitar de la vida y la muerte en el teatro, o del arte del teatro como espacio ceremonial por excelencia de nacimiento y defunción, aquí marcado por la exposición de un recuerdo vital y la necesidad, también eterna, de auto delinear las fronteras de un arte.Como para Retamar a Sor Juana: "Nada ha borrado el agua, Juana (María, Julia), de lo que fue dictando el fuego". No más que el tiempo efímero del teatro y la vida. Tiempo que es huella, es memoria, es llama que "veremos arder".

    Columna de la UNEAC, La Habana, Cuba, Enero 2013

    Artes y Oficios

     

    Ave Maria del Odin Teatret: Regurgitar de la vida y la muerte

    Por: Omar Valiño

     

    Podría ser que la importante actriz chilena María Cánepa, después de recibir el Premio Nacional de las Artes de su país, sueña con la muerte, ya latente porque ella es anciana. O podría ser que el Odin Teatret tiene trato con ella, con la Muerte, y sabe lo que hace. Así la ve desde Ave María, uno de sus últimos espectáculos, asumido por la imprescindible Julia Varley, bajo la dirección de Eugenio Barba.

    El diario ritual de la Muerte, casi su cotidianidad, nos lo presenta desde la presencia en escena de un personaje, que es, a la vez, Mr. Peanut, un habitual en los espectáculos y performances de Varley, una creación suya. O Mr. Peanut encarna, de manera definitiva, a la Muerte, su condición, pues su rostro es por siempre una calavera.

    Así, la Muerte tiende ropa en un cordel, ¿de los que van a morir o han muerto ya? Lee el periódico del "barrio" con parsimonia, se acicala con paciencia. La melodía suave de un saxofón llega a nuestros oídos. Más adelante plancha la ropita de un bebé, y el público ríe ante la acción, algo extraño frente a la agrupación danesa.

    La música acompaña casi todo el tiempo y, amén de crear o bordar ambientes, subraya circunstancias dramáticas, enlaces dramatúrgicos, cambios en la faz del protagonista, establece ritmos que marcan un accionar coreográfico a la actriz. El nivel técnico, tan consustancial al Odin, no sobresale en la puesta, aunque todo sea preciso y cuidado, sino cómo la idea habla. Quiero decir, cómo el concepto expresa un homenaje, una salutación a una larga vida real dedicada al teatro con una alta dignidad ética. Porque, en definitiva, no recibimos un biopic de Cánepa, solo atisbos de su biografía, pero el cuidado de la Muerte hacia María nos revela su importancia, el sitial ganado por la actriz en ese reino. Esa perspectiva se traduce en curiosidad hacia María Cánepa, a quien no conozco suficientemente, más comprendo que si la Muerte le ofrece esa liturgia, lo merece y, con ella, cientos de su estirpe que dedicaron su vida al arte del teatro con sacrificio y decoro.

    El Odin nos brinda una delicada imagen de la Muerte, de sus rostros (la actriz se transforma tres veces -de negro, de rojo y de blanco- en matrimonio con Cánepa), una imagen que nos hace más placentera una compañía inevitable, que nos acuna, como parte también la Vida: la Muerte también nos atiende, nos cuida, nos vigila hasta cumplir su tarea fatal.

    "Para rendir tributo ninguna voz es débil", señalaría José Martí; ni siquiera la Muerte que sabe ver y diferenciar entre los mortales, parecen agregar Julia Varley y Eugenio Barba.

    Al cierre de la puesta en escena, escuchamos un murmullo de los niños tras el set, es la vida que bulle afuera, a un paso mismo del llamado círculo de las tinieblas, nunca tan claras como aquí y ahora entre el escenario y la platea. No sé si María Cánepa soñó el ritual o si la Muerte lo hace en exclusiva para ella, lo cierto es que tan poderosa idea se particulariza de una manera única: nunca miré el rostro de la fatalidad desde tan cercana comprensión. Ese es, para mí, un sentido del espectáculo, atravesado a su vez de una paradoja (forma del pensamiento tan cara a Barba y al Odin Teatret): la caída no deja de ser un absurdo, a pesar de enseñarnos a ver otro perfil de ella. Y otro sentido es el eterno regurgitar de la vida y la muerte en el teatro, o del arte del teatro como espacio ceremonial por excelencia de nacimiento y defunción, aquí marcado por la exposición de un recuerdo vital y la necesidad, también eterna, de auto delinear las fronteras de un arte.

    Como para Retamar a Sor Juana: "Nada ha borrado el agua, Juana (María, Julia), de lo que fue dictando el fuego". No más que el tiempo efímero del teatro y la vida. Tiempo que es huella, es memoria, es llama que "veremos arder".

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    19.06.2013

    In English >>

    Hæder til Eugenio Barba i Rumænien og

    ros til Odin Teatret i Tyskland

     

    I fornemt selskab med den franske teater- og filminstruktør Ariane Mnouchkine og fire andre fremstående, internationale scenekunstnere og en teaterforsker blev Odin Teatrets Eugenio Barba i weekenden den ærefulde, første modtager af en femtakket stjerne til en Walk of fame (et æresfortov) i den rumænske by Sibiu (Europæisk Kulturby i 2007). Afsløringen af "stjernefortovet" fandt sted ved en ceremoni, der ledtes af Sibius borgmester og præsidenten for den netop overståede 20. Sibiu International Theatre Festival.  (Se Youtube video nedenfor.)

     

    Imens var Odin Teatrets ensemble på gæstespil i den tyske by, Freiburg, som et led og partner i EU-projektet Caravan - Artists on the Road.

    Her lod Badische Zeitungs anmelder, Marion Klötzer, i sin meget kompetente anmeldelse ødselt rosen tilflyde teatret fra Holstebro for dets nyeste ensemble-forestilling Det kroniske liv. Under overskriften "En vild og klog krønike - det danske Odin Teatret gæstespiller med den fantastiske …" serverer hun blandt andre disse formuleringer for sine tyske læsere: "Grotesk, medrivende, bevægende … så billedrigt, som teater sjældent er… en vild og klog krønike mod krig og vold, hvor skuespillerne sammensmelter deres forskellige nationaliteter, deres originale teatersprog, deres sange og symboler til et overdådigt ekvilibristteater, som holder både tilskuernes hoved og hjerte i en uafbrudt, spændt tilstand i den time, forestillingen varer. Udførelsen er - i al sin enkelhed - imponerende og vidner om en næsten 50årig scenetradition, som i sin multikulturelle orientering er enestående i verden."

     

    I august lægger Odin Teatret ud med Odin Week Festival, hvor alle teatrets forestillinger og arbejdsdemonstrationer opføres. Herunder også Det kroniske liv.

     

     

    Text in English:

     

    Eugenio Barba honoured in Sibiu, Romania and
    Odin Teatret praised in Germany

     

    Eugenio Barba was in distinguished company on the 15th June, when he along with the French theatre and film director Ariane Mnouchkine, Silviu Purcarete, Declan Donnellan, theatre critic George Banu and Nakamura Kaznaburo XVII (post-mortem),were the first recipients of a five-pointed star on "The Walk of Fame" (an honorary sidewalk) in the Romanian city ​​of Sibiu (European Cultural Capital in 2007). The "Walk of Fame" inauguration was led by the mayor of Sibiu, Klaus Iohannis, and the director of the recently completed 20th Sibiu International Theatre Festival (FITS), Constantin Chiriac. (See Youtube video below.)

     

    Meanwhile, the Odin Teatret ensemble were performing in Freiburg, Germany, as part of and as a partner in the EU project "Caravan - Artists on the Road".

    Here the Badische Zeitung reviewer, Marion Klötzer, in her very competent review, lavishly praised the theatre from Holstebro for its latest ensemble performance "The Chronic Life". Under the heading "A wild and Wise Chronicle - the Danish Odin Teatret guest perform with the fabulous ...".  She describes the performance to her readers as "grotesque, gripping, moving ... rich on imagery as is rarely seen ... a wild and wise chronicle against war and violence, where the actors blend their different nationalities, their original theatre language, their songs and symbols to a vast ekvilibrist theatre, which keeps the audience's head and heart in a continuously excited mode thoughout the duration of the performance. The presentation - in all its simplicity - impressively demonstrates the almost 50 years stage tradition, which in its multicultural orientation, is unique in the world."

     

    In August Odin Teatret organises the traditional "Odin Week Festival", where all the current Odin Teatret performances and work demonstrations are presented, including "The Chronic Life".

     

    Walk of Fame inauguarion in Sibiu, Romania - june 2013

     

     

     

     

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------

    03.06.2013

     

    DanskEnglishEspañol -  Italiano

     

    Odin Teatret i sorg

     

    Danser, koreograf og skuespiller,

    Augusto Omolú, kunstnerisk

    medarbejder på Odin Teatret i

    Holstebro siden 2002, blev i går

    stukket ihjel ved et brutalt røveri i

    sit hjem i Salvador, Brasilien.

    Omolú blev 50 år gammel.

     

    Augusto Omolú blev født i Salvador,

    staten Bahia i Brasilien, i 1962.

    Han voksede op i traditionen af den

    afro-brasilianske religion,

    Candomblé, hvor han fik status

    som ogan (ceremoniel assistent).

     

    Han begyndte at danse i 1976

    med ensemblet Viva Bahia, ledet

    af Emília Biancardi. Efter at have

    studeret klassisk ballet og moderne

    dans indtrådte han i Casto Alves

    Balletten i Salvador, hvor han fra 1982

    var ansvarlig for den "afro-brasilianske teknik". 1983 -1985 skabte han kompagnietChama, hvor han arbejdede både som danser og koreograf.

     

    Augusto Omolú blev i 1994 knyttet til ISTA - International School of Theatre Anthropology, ledet af Odin Teatrets Eugenio Barba. I 2002 begyndte han at arbejde som skuespiller på Odin Teatret og flyttede derfor til Holstebro.

     

    I sin ansættelse på Odin Teatret har han, ud over at medvirke i flere af teatrets forestillinger, organiseret kurser i orixá danseteknikker (baseret på dansemønstre fra Candomblé-religionen) for danse- og teaterstuderende verden over og samtidigt skabt en række koreografier for ballet- og moderne dansekompagnier i Danmark, Brasilien og Italien.

     

    Hans forestilling, Orô de Otelo, instrueret af Eugenio Barba, forener erfaringer fra Candomblé-traditionen og teaterteknikker fra Odin Teatret og ISTA.

     

    Augusto Omolú medvirkede i følgende Odin Teatret-forestillinger: Ode til fremskridtet,De store byer under månen og Andersens drøm.

     

    I ISTA-sammenhæng optrådte han med Orô de Otelo og var med i Theatrum Mundi-forestillingerne Medeas bryllup, Ur-Hamlet, Fire digte til Sanjukta, Ego Faust samtLabyrinternes ø.

     

    I Holstebro blev Augusto Omolú en meget eftertragtet leder af kurser i dans i forskellige, lokale miljøer. Også som gæstelærer på Balletskolen blev han højt værdsat af både elever og personale.

     

    Augusto Omolú bliver begravet i sin hjemby, Salvador, tirsdag den 4. juni 2013.

     

     

    Odin Teatret in mourning

     

    Dancer, choreographer and actor, Augusto Omolú, artistic collaborator of Odin Teatret, Holstebro since 2002, was stabbed to death in a violent robbery at his home in Salvador, Brazil, yesterday. Omolú was 50 years old.

     

    Born in Salvador, in the state of Bahia, Brazil, in 1962, Augusto Omolú grew up with the Afro-Brazilian religion, Candomblé, where he was ogan (ceremonial assistant).

     

    He began as a dancer in 1976 with the ensemble Viva Bahia, led by Emília Biancardi. After having studied classical ballet and modern dance, he joined theCastro Alves Ballet in Salvador, where he from 1982 was responsible for the "Afro-Brazilian technique" In 1983 he created Chama, a company in which he both worked as a dancer and choreographer until 1985.

     

    Augusto Omolú joined ISTA - International School of Theatre Anthropology, led by Eugenio Barba, Odin Teatret, in 1994. And in 2002 he began his work as an actor at Odin Teatret and subsequently moved to Holstebro.

     

    During his employment at Odin Teatret, Augusto not only participated in several of its performances, he also organised courses in the Orixá dance techniques (based on the traditional Candomblé-religion) for dance- and theatre students worldwide, and created a number of choreographies for ballet and modern dance companies in Denmark, Brazil and Italy.

     

    His performance, Orô de Otelo, directed by Eugenio Barba, unites experiences from the Candomblé-tradition and theatre techniques from Odin Teatret and ISTA.

     

    Augusto Omolú took part in the following Odin Teatret performances: Ode to Progress, The Great Cities under the Moon and Andersen's Dream.

     

    In connection with ISTA he performed Orô de Otelo and he was part of the Theatrum Mundi performances The Marriage of Medea, Ur-Hamlet, Four Poems for Sanjukta,Ego Faust as well as The Island of the Labyrinths.

     

    Augusto Omolú was a very popular director of dance courses in various local environments in and around Holstebro. Also as a guest teacher at the Ballet School was Augusto highly valued by both students and staff alike.

    Augusto Omolú will be buried in his home town, Salvador, Tuesday 4th June 2013.

     

     

    Odin Teatret de duelo

     

    El bailarín, coreógrafo y actor Augusto Omolú, actor del Odin Teatret en Holstebro desde el 2002, fue muerto ayer durante un robo brutal en su casa en Salvador, Brazil. Omolú tenía 50 años.

     

    Augusto nació en Salvador Bahía , Brazil, en 1962. Creció bajo la tradición religiosa afro-brasileña Candomblé, donde tenía el estatus de ogan (asistente de ceremonia).

    En 1976 comenzó a danzar en el ensamble Viva Bahia, dirigido por Emilia Biancardi. Luego de haber estudiado ballet clásico y moderno ingresó en el ballet Castro Alvesde Salvador, donde fue responsable de las técnicas afro-brasileñas desde 1982. Del 1983 al 1985 creó la compañía Chama, donde trabajó como bailarían y coreógrafo.

     

    Augusto Omolú se integró en 1994 a la ISTA - International School of Theatre Anthropology, dirigida por Eugenio Barba del Odin Teatret. En el 2002 comenzó a trabajar como actor del Odin Teatret, trasladándose por consecuencia a Holstebro.

    Durante su empleo en el Odin Teatret ha participado - además de los espectáculos - organizando cursos de técnica de danza de Orixá para bailarines y estudiantes de teatro de todo el mundo y, al mismo tiempo, creó una serie de coreografías para compañías de ballet y danza moderna en Dinamarca, Brazil e Italia.

     

    Su espectáculo Orô de Otelo,  dirigido por Eugenio Barba, reúne la experiencia de la tradición Candomblé y la técnica teatral del Odin Teatret y la ISTA.

     

    Augusto Omolú participó de los siguientes espectáculos del Odin Teatret: Oda al progreso, Las grandes ciudades bajo la luna y El sueño de Andersen.

    En Holstebro Augusto Omolú era muy apreciado para dirigir cursos de danza en diferentes ambientes locales. También el personal y alumnos de la Escuela de Ballet de Holstebro valoraban enormemente su aporte como maestro externo.

     

    El funeral de Augusto Omolú se realizará en su ciudad natal, Salvador, el martes 4 de junio del 2013.

     

     

    Odin Teatret in lutto

     

    Augusto Omolú, ballerino, coreografo e attore, collaboratore fisso dell'Odin Teatret dal 2002, é stato pugnalato a morte durante una rapina nella sua casa il 2 giugno a Salvador, Brasile. Augusto Omolú aveva 50 anni.

     

    Nato a Salvador, nello stato di Bahia in Brasile nel 1962, Augusto Omolú é cresciuto nell'ambito della religione Afro-Brasiliana del Candomblé, diventando un ogan (un assistente alle cerimonie).

     

    Iniziò come ballerino nel 1976 con l'ensemble Viva Bahia, diretto da Emília Biancardi. Dopo aver concluso gli studi come ballerino di danza classica e moderna, si unì al Castro Alves Ballet a Salvador, dove, fin dal 1982 fu insegnante responsabile per la tecnica Afro-Braziliana. Nel 1983 creò Chama, una compagnia nella quale lavorò sia come ballerino che come coreografo fino al 1985.

     

    Augusto Omolú si unì come maestro all'ISTA - International School of Theatre Anthropology, diretta da Eugenio Barba, Odin Teatret, nel 1994. Nel 2002 iniziò a lavorare come attore all'Odin Teatret, trasferendosi a Holstebro.

     

    Durante i suoi anni con l'Odin Teatret, Augusto ha partecipato a numerosi spettacoli, e organizzato seminari sulle tecniche della danza degli Orixá (le cui radici si fondano nella religione del Candomblé) per ballerini e attori in tutto il mondo. Ha creato, inoltre, numerose coreografie per compagnie di danza classica e moderna in Brasile, Danimarca e Italia.

     

    Il suo spettacolo, Orô de Otelo, con la regia di Eugenio Barba, unisce l'esperienza della tradizione del Candomblé alle tecniche teatrali dell'Odin Teatret e dell'ISTA.

     

    Augusto Omolú ha preso parte nei seguenti spettacoli dell'Odin Teatret: Ode al progresso, Le grandi città sotto la luna e Il sogno di Andersen.

     

    In connessione con l'ISTA creò fu il protagonista di Orô de Otelo (Cerimonia per Otello) e prese parte agli spettacoli del Theatrum Mundi: Il matrimonio di Medea, Ur-Hamlet, Quattro poesie per Sanjukta, Ego Faust e L'isola dei labirinti.

     

    Augusto Omolú era molto conosciuto nell'ambiente della danza. Le sue capacità di ballerino e coreografo erano apprezzate sia dagli studenti che dallo staff della Scuola di Balletto di Holstebro, con la quale collaborava regolarmente in qualità di pedagogo ospite.

     

    Augusto Omolú sarà seppellito nella sua città natale, Salvador, il 4 giugno 2013.

     

    Odin Teatret

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    01.06.2013


    New book out in July 2013

    Virginie Magnat's monograph Grotowski, Women, and Contemporary Performance: Meetings with Remarkable Women is forthcoming with Routledge in July 2013

    http://www.routledge.com/books/search/author/virginie_magnat/). Grounded in the author's embodied research funded by two major grants, this book and its companion documentary film series, featured on the newly launched Routledge Performance Archive (http://www.routledgeperformancearchive.com), explore the artistic journeys and current creative practices of women from different cultures and generations who share a direct connection with Grotowski's work during the theatrical and post-theatrical periods of his cross-cultural investigation of performance. Magnat, who documented on film Iben Nagel Rasmussen's work with her international groupThe Bridge of Winds, discusses in this book Rasmussen's perspective on training and teaching, and the influence of Grotowski on her artistic trajectory.

     

    Grotowski-Women_small.gif

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    27. - 30.05.2013

     

    Humørgruppen´s  verdensturné i det sydfynske øhav

    v/ Kai Bredholt

     

    Dag 1

    Kl 09.40 var vi klar og kørte afsted på verdensturnéen med forestillingen

    Mit liv sang.

    Vi var 18 personer, 2 mini busser, en personbil, 2 kørerstole, 3 gangstativer, en filmfotograf, en masse kufferter, rekvisitter og instrumenter.

    En kølig vestenvind blandede sig med støvregn, men alligevel var humøret højt og vi var ikke nået længere end til den første rundkørsel lige bag ved dagcentret før korsang fyldte bilen som jeg kørte. Det var sangen om chauføren, hvis øjne er sløret og som ikke har fået sine solbriller med. Dem var der så heller ikke brug for det første stykke vej. Lidt før Herning drak vi kaffe på en vindblæst og kold rasteplads. Ulla syntes at bordene stod lige lovlig langt fra parkeringspladsen. Så vi kørte bilerne helt op på græsset, så de næsten stod på bordet og de gav også lidt læ.

     

    Humoergrp_dag1-1.gif

     

    Vi gjorde holdt igen lige inden Fredericia. Der var toilet pause ved et lille cafeteria. Et stort hvidt skilt over toiletterne kundgjorde at det kostede 5 kr pr toilet besøg. Så vi samlede ind og fik skrabet 35 kroner sammen, så de trængende kunne komme på toilettet. Karin kom ud efter kort tid og sagde at hun ikke skulle alligevel, men vi opgav at få de 5 kr tilbage, da vi blev enige om at det kunne være svært at bevise.

     

    Da vi krydsede lillebæltsbroen sang humørgruppen stadig. Nu var det bro bro brille.Om det var sangen eller fyn, der fik solen til at bryde igennem ved jeg ikke. I hvertfald lå Middelfart og resten af Fyn badet i sol, da vi krydsede lillebælt og nåede tørskoet i land på fyn.

     

    Humoergrp_dag1-2.gif

     

     

    Vi kørte til Rynkeby ved Kerteminde og fandt efter lidt tid den rigtige grusvej, som førte ned til Rosenlund. Et kolosalt Egetræ fyldte pladsen foran den smukke og meget store gulstens bindingsværks gård.

     

    Humoergrp_dag1-3.gif

     

    Nøglen passede til et fantastisk hus med loftmalerier  og malede vægfriser.

    Et væld af værelser og en kolossal have med store gamle træer. Man kunne næsten mærke H.C. Andersen sidde i skyggen og digte I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme.

    Vi drak kaffe i haven, mens Kurt og Saxo fandt 2  gamle havelåger som vi kunne bruge som ramper til de 2 hovedindgange,så gangstativer og kørestole kunne komme nemmere ind og ud.

     

    Humoergrp_dag1-4.gif

     

    Kl 18.30 fyldte vi bilerne igen og kørte ned til havnen, hvor vi havde bestilt bord på Restaurant Marinaen. En ungog  meget sympatisk tjener tog imod og viste os til et smukt dækket bord med stearinlys og havudsigt. Havet og storebælt lå blikstille udenfor og vi blev trakteret og opvartet med karbonader og nedgående sol.

     

    Bagefter gik vi tur på molen, hilste på mågerne og en masse hvide sejl som lå meget stille på vandet.

    Godt hjemme i Rynkeby fik jeg lov til at tage et billede af Bernt, der er indlogeret i værelset med de malede jagtmotiver i loftet og sidder her med sit gangstativ somJeppe på bjerget i baronens seng.

     

    Humoergrp_dag1-5.gif

     

     

    Dag 2

     

    Humoergrp_dag2-1.gif


     

     

     

    En lille gruppe af os mødtes kl. 08.15  ved bredden af storebælt. Gårsdagens solskin var skiftet ud med en kold morgenvind, og et lys som var det en vinterdag. Projektet var morgen badning, det styrker moralen og blodcirkulationen.

    Instruktøren og Erling kastede, eller rettere satte sig i vandet efter at Else og Ulla var gået foran.

    Saxo var taget med som livredder. Det  blev der dog ikke brug for, da man faktisk skulle et par kilometer ud for at få vand til over knæet.

     

    Humoergrp_dag2-2.gif

     

    Morgenmaden blev indtaget i den blå stue på Rosenlund, og formiddagen gik med at rafle, justerer havelåge ramperne, og forberede kostumer og rekvisitter.

     

    Telefonen ringede med besked fra H.C. Andersen museet i Odense, hvor vi skal spille torsdag. De meldte fuldt hus. Faktisk lige lovligt fuldt hus; 40 social og sundhedshjælpere fra Sosu skolen, 20 børn fra 5. klasse, plus lærere, ansatte og en gruppe pensionister. Og da vi selv både har inviteret familie og Karins venner fra de 50 år hun boede i Odense, samt et hold musikere på turné fra en ungdomshøjskole med fotografens kæreste, kommer vi til at være rigtig mange.

     

    Vi tænkte, at det var bedst at køre ned og se lokalet "På fyrtøjet", der ligger ved siden af H.C. Andersen museet i det meget gamle Odense centrum.

     

    Det er et fantastisk lokale: en havfrue scenografi med kæmpe muslinge skaller , et sunket sørøverskib, med tang og hængebroer i loftet. Det ser ud til at kunne gå fint, hvis vi klemmer os lidt sammen og placerer 20 sundhedshjælpere på hængebroen, højskole orkestret på sørøverskibet og Erling, vores kapel mester med sit klaver, inde i et opretstående søpindsvin.

     

    Kl 14.06 pakkede vi busserne og kørte mod vores første spillested; plejehjemmet  Fjordly i Kerteminde. Vi indtog deres cafeteria og indrettede vores garderobe.

    Vores redningsplanker, som er 4 kander vand med glas, stod klar på bordene og vi gennemgik hele forestillingen ved at vi alle siger hvad vi gør punkt for punkt. En skånsom måde at prøve forestillingen igennem på.  Koncentreret hårdt arbejde for hjernen i effektive 23 minutter.

     

    Humoergrp_dag2-3.gif

     

    Derefter blev de sidste rekvisitter klargjort.

     

    Humoergrp_dag2-4.gif

     

    Kl 16 var salen fuld. 40 beboere sad på rolatorer, i stole og kørestole og var klar til at tage imod Vores livs sang.

    Erling og Bernt satte i med opvarmnings musik, det gik over stok og sten - en kaskade af melodier fyldte salen.

     

    Så gik humøgruppen på, nervøse men fattede og forestillingen gik rigtig fint.

     

    Humoergrp_dag2-5.gif

     

    Humoergrp_dag2-6.gif

     

    Humoergrp_dag2-7.gif

     

    Så da vi kl 19.30 satte os ved det smukke veldækkede bord på vores stamrestaurantMarinaen, var stemningen lettet og glad. Marie gik straks i gang med at flirte med tjeneren fra i går, mens Erling igen kommenterede hvor uanstændigt det var at deres æblemost ikke var fra Rynkeby, men fra Belgien!

    Derefter bar tjenerne store fade ind med gammeldags kylling; kæmpe stykker der fik alt andet til at ligne små kanapeer. Erling spiste 3 og vi blev enige om, at der så heller ikke kunne være flere kyllinger tilbage på fyn.

     

    Bagefter gik vi til den daglige gruppefotografering i aften brisen og vendte hjem til kaffe, kortspil og englevinge reparation.

     

    Humoergrp_dag2-8.gif

     

    Og Erling oplyste Karin, at han igen ville lade sin dør stå på klem for den friske luft, men at det jo heller ikke kunne skade hvis en parfume brise blandede sig med den fynske aftenluft.

     

    Humoergrp_dag2-9.gif

     

    Dag 3

     

    Dagen begyndte kl 07.44 med morgenmad i stille støvregn og mild sommerluft.

    Morgen badningen blev udsat, da vi mente at moralen og blodcirkulationen allerede var i top og fordi vi skulle køre de 40 kilometer til den lille landsby Skårup øst for Svendborg.

    Ved den første hæk med guldregn og syrener gjorde vi holdt for at plukke blomster til forestillingens brudebuket.

    Vi sørgede for at Else ikke spiste guldregnen, da de er svært giftige, og begav os syd på ad en våd og grå motorvej

     

    Vi blev varmt modtaget på et yderst velorganiseret plejecenter, som netop havde modtaget en pris for at tænke andeledes og at turde give lidt ekstra. Som var vi et hold rockstjerner havde de indrettet deres fitness center som garderobe til os, præcist som vi havde bedt om. 16 stole stillet op i en cirkel, 4 kander vand, et hjørne med plads til 4 gangstativer og nem adgang til toilet.

     

    Humoergrp_dag3-1.gif

     

    Der sad vi så, som et hold af overvismænd i en cirkel og lignede et møde for anonyme alkoholikere, mens vi minutiøst og dybt koncentreret igen gennemgik vores forestilling.

    De lokale sygehjælpere stak indimellem hovedet ind og blev ærbødigt stående helt tavse i døren.

    Det eksemplariske plejecenter havde ikke bare indrettet en fantastisk garderobe, men havde også som vi havde bedt om skaffet 40 børn fra den lokale friskole, der ville synge 2 sange.

     

    Så var vi klar til at indtage Skårup - 30 pensionister og 40 børn sad klar. I sidste øjeblik måtte jeg ændre lidt i min prolog, da jeg plejer at fortælle om forestillingen, og som trumf kort, at én af vores skuespillere er 92 år gammel!!! Det ville ikke rigtig virke her, fordi fynboen Holger sad på første række til højre. Holger havde fødselsdag og fyldte 104 år………

     

    Humoergrp_dag3-2.gif

     

    Forestillingen gik over stok og sten, energien var i top. Det hjalp med at vi spillede kl 11 i stedet for kl 16 og så følte vi os jo alle sammen helt vildt unge i selskab med Holger.

     

    Humoergrp_dag3-3.gif

     

    Vi havde arbejdet på vores slutning, hvor Børge nu med militær disciplin og uden slinger i valsen får hele holdet til at bukke i takt. Det ser både bedre ude og styrker moralen.

     

    Efter forestillingen blev vi trakteret med smørrebrød, øl, vand og kaffe.

    Holger kom nærmest ræsene forbi med sin stok og hilste os til afsked.

     

    På vej tilbage gjorde vi et kort ophold i Lundeborg. Vi skulle have et billed af Saxo med skilt. Det måtte vi fordi Saxo i forestillingen spiller en meget dramatisk scene, hvor han på grund af ulykkelig kærlighed skyder sig en kugle for panden og straks bagefter bliver genfødt som en syngende fisk, der afsynger Lundeborg visen: Er du trist og har du sorg i sinde …..

     

    Humoergrp_dag3-4.gif

     

    Kl 21.27 blev der vasket i køkkenet på Rosenlund efter hovedretten, der bestod af hamburgerryg, brune og hvide kartofler, som blev serveret i den blå sal på et fantastisk smukt dækket bord, fuld af markblomster.

     

    Humoergrp_dag3-5.gif

     

    Inden middagen drak vi et lille plastic-krus rødvin, en gave fra plejehjemmet hvor vi spillede i går. Vi havde fået rigget klaveret til ude under egetræets kæmpekrone på gårdspladsen.

    Erling og Bernt spillede for og vi gjorde vort bedste for at få Den danske sang til at lyde som en ung blond pige.

    Den ung blonde er Malene, en studerende fra universitetet i Århus. Hun ankom i morges. Hun har fulgt vores prøver i Holstebro og vil  prøve at skrive en opgave til universitetet.

     

    Humoergrp_dag3-6.gif

     

    Under egetræet bød vi også velkommen til en berømt musiker fra Færøerne. En god ven af vores fotogra Kristian, Teitur og hans kæreste Ingelin, der er på vej mod Holstebro. Teitur er ved at skrive et korværk over Inger Christensens digtsamlingSommerfugledalen. Det er et bestillings korværk til Holstebro Gymnasiums jubilæum.

     

    Humoergrp_dag3-7.gif

     

    Vi sluttede festmiddagen med budding i 2 versioner. Derefter blev kaffen serveret i pejsestue, hvor vi havde tændt op. Der havde udviklet sig temmelig meget røg, så  Erling foreslog at spille Tågen letter af Carl Nilsen og det lykkedes at få den til at lette, da vi omsider fandt spjældet.

     

    Kristian åbnede aftenen med H.C. Andersens Sneglen og Rosenhækken. Og Teitur kvitterede med 2 af sine egne sange med et digt af Peter Laugesen om en af H.C. Andersens nedskrevne drømme. Meget passene, da vi i morgen efter forestillingen er inviteret ind og se både hans gebis og original manuskripter.

     

    Efter digte, Færødans og stille melodier, kom balmusikkerne op i Bernt og Erling og de satte i med et lille dansepotpouri som varede ca 1 time og 45 minutter. Da klokken var 23.48 kæmpede Ulla sig vej gennem det fyldte dansegulv og forbi Saxo som dansede en siddende cancan i den røde plydssofa. Men så meddelte frøken klokken, at det var sengetid, da hovedstaden på fyn og H.C. Andersens gebis ventede os friske og udhvilede til forestilling næste dag kl 11. Erling mente, at det måtte være en fejl da vi jo lige havde fået fyret op under musikkerne. Og Marie stemte for mindst 2 timers overdans. Men vi blev til sidst enige om, at 4 ekstra numre måtte være en passene afslutning.

     

    Humoergrp_dag3-8.gif

     

    Dag 4

     

     

    Humoergrp_dag4-1.gif

     

    Og det blev morgen på den 4. dag. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi havde ventet en lidt mere stille bus end de andre dage, da vi nu havde festet og danset til over midnat., men nej. Gerdas sangbatteri var fuldt opladet og fik sat gang i fælles sangen inde vi nåede til enden af den første grusvej.

     

    Og det er jo præcist det vores forestilling og hele idé handler om: ikke at give op, bare fordi man er blevet ældre.

     

    Jo, man går dårligere og husker ikke så godt mere, men sangene, dansene og de bevægelser som kroppen husker, dem kan de aldrig, nej aldrig tage væk. Og det var det man tydeligt kunne se, da humørgruppen indtog den fantastiske undervands scenografi i Børne-huset Fyrtøjet.

     

    Vi havde inden da listet vores busser ind i hjertet af Odense og var blevet modtaget af vores skytsengel fra H.C. Andersen museet, Lise Marie Nedergård. Hun stod på for-torvet og dirigerede vores minibusser op på fortovet, så vi kunne gå direkte ind i museet.

    Lise havde indrettet en spektakulær garderobe med indlagt vand i et auditorium og der sad humørgruppen så, som et hold af doktorer og dissekerede forestillingen for at huske hvad den bestod af.

     

    Humoergrp_dag4-2.gif

     

    De huskede og huskede og sad med dybt koncentrerede ansigter, som linedanseren lige inden han træder ud på linen, eller violinisten før første tone i symfonien. Jeg ønskede dem en god forestilling , og så gik de ind.

     

    Humoergrp_dag4-3.gif

     

    De spillede deres forestilling med alt hvad remmer og gangstativer kunne holde til, og viste de 20 skolebørn, familiemedlemmer, delegationen fra Odense museer og de 40 Social og sundhedshjælpere, at det godt kan svare sig at blive gammel.

     

    Humoergrp_dag4-4.gif

     

    Efter forestillingen kastede vi os ud i en fyrrig byttehandel. Hurtigt fik vi delt vores redningskranse ud: de 4 kander vand til skuespillerne. Og ungdomshøjskole-eleverne, som sad på taget af det sunkne sørøverskib med trommesæt og elbas, satte i med en blød popsang. De blev afløst af skolebørnene, og dernæst indtog alle social og sundhedshjælpereleverne gulvet. Et festligt og farverigt syn. Ikke mindst fordi de alle var af anden etnisk baggrund. Det er jo dem, der skal passe os i vores alderdom og da de satte i med Bro, bro, brille var, H.C. Andersen og vildskaben tilbage i salen. Pensionister, børn, afrikanske, arabiske og kinesiske kvinder kastede sig ud i sanglegen, mens muslimske tørklæder og afrikanske kjoler, hvirvlede rundt i dansen. Jeg havde aftalt at sende de 20 børn hjem kl 12.05 ,så midt i Bro, bro, brillestyrede de direkte ud af døren, mens læreren fra Sosu-skolen stod og kiggede efter dem.

     

    Bagefter fik vi frokost i museets cafe og sluttede af med et besøg i selve H,.C. Andersen museet. Et gribene og meget smukt museum om dette mærkelige og fantastiske menneskes liv, der med sin livslange tandpine, dødsangst og kærlighedsløse ensomhed skrev og skrev, digtede og digtede, uden ophør til langt ind i sin alderdom.

     

    Humoergrp_dag4-5.gif

     

    Vi sang Den danske sang er en ung blondt pige til den daglige gruppefotografering foran museet og en statue af Klodshans. Flere af de japanske turister tog også billeder, måske fordi vi kunne minde om en kunstinstallation i museets samling af sære gamle sager.

     

    Så kørte vi hjem til Rosenlund til en sen siesta i haven. Og for at samle kræfter og appetit til aftenens besøg på stamrestauranten på havnen. Der blev denne aften serveret kæmpe portioner af oksesteg, som kunne gøre det ud for en 14 dages menu på Noma.

     

    Vi takkede hinanden på kryds og tværs for hjælpsomheden, udholdenheden, glæden, viljen og det høje humør. Men de ord som slutter dagen er fra Karins 65 årige søn, der havde taget fri fra sit arbejde i København og var rejst den lange vej til Odense for at se sin mor spille teater.

     

    Humoergrp_dag4-6.gif

     

    Han takkede varmt efter forestillingen. Han sagde, at han aldrig havde set den side af sin mor, at teatret havde ændret hendes liv. Og det må jo være derfor vi laver teater.

     

    Det er sent nu og Bernt er kommet for at sige godnat. Han skal for sidste gang sove i baronens seng. Der bliver godt nok stille, når jeg kommer hjem i lejligheden siger han. Jo, siger Ulla, men det er jo derfor vi skal bliver ved at spille vores stykke.

     

    Det er også derfor vi laver teater, for at bryde stilheden.

     

    Humoergrp_dag4-7.gif

     

    Her kan billederne ses i stort format.


     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    10.04.2013

     

    Barter at the Associazione Culturale La Torre

     

    On the 16th February 2013 the Odin World Orchestra organised a barter together with the Asssociazione Culturale La Torre in Rome. At the barter acrobats from different independent realities performed along with local actors and children studying acrobatics.

     

     

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    11.03.2013

     

    Iben Nagel Rasmussen:

    Odin Teatrets erobring af Rom


    Efter tre ugers opførelser i Rom af Odin Teatrets nyeste forestilling, Det Kroniske Liv, står tilskuerne nu på nakken af hinanden for at få fat på en billet til de sidste fremvisninger. Trods de ekstra rækker organisatørerne har set sig nødsaget til at opstille, har det nok svære udsigter, om man så må sige: Der er udsolgt til de resterende forestillinger - og det har der været den sidste uge.

     

    Den store interesse hos det italienske publikum skyldes ikke mindst de begejstrede anmeldelser i italienske dagblade og teatermagasiner: "Et mesterværk", skriver Anna Bandettini i den ene af hele to anmeldelser i den landsdækkende avis, La Repubblica.

     

    "Odin Teatrets sidste intense og bevægende forestilling bliver hver aften fulgt med stor deltagelse af publikum", konstaterer Latina Oggi.

     

    "Et intelligent og passioneret værk, som fra første færd besejrer tilskueren", mener IIenia Carrone i magasinet Doppiozero og fortsætter: " ...energien i ensemblet er så blandet og kompakt, at den både engagerer og overvælder beskueren. Alt fremstår dramatisk, men på samme tid gennemsyret af en magi og fantasi, som giver pusterum til at fordøje barskheden i det liv, som fremstilles: glimt af folkemusik fra Balkan, der kan lede tanken hen på filminstruktøren Emir Kusturica, kostumer og lyde, der blødgør de harske farver i stykkets temaer. Odin-traditionen tro bliver de mange musikalske indslag udført live og markerer tempoet, hvilket også bidrager til at give lethed til denne elendighedens dans: En violin eller en brølende guitar, en bas eller en blød stemme, der på spansk synger om fravær og afstand. ... Scenen bliver et mikrokosmos, hvis besynderlige bestanddele åbner sig mod hinanden, overvældet af tilværelsens ubarmhjertige ensomhed. Det er en smerte, som gennemtrænger kroppe og generationer. Et univers, der har vænnet sig til denne værens-tilstand, en menneskerace, der har overgivet sig til en bitter og - hvem ved? - uundgåelig, uoprettelig kronisk sygdom, der fører til forarmelse af arterne. En perfekt Medusaflåden, så stærk og så uforglemmelig."

     

    Men som Rodolfo Di Giammarco (i La Repubblicas anden anmeldelse) skriver:" Vær beredte. Når Odin Teatret ankommer, er det ikke kun en forestilling, som kommer, men et helt kulturkatalog, et kalenderprojekt med events, demonstrationer, praktiske kurser, master classes, konferencer, møder, film og præsentation af bøger."

     

    Giammarco har helt ret: Forestillingen Det Kroniske Liv spiller i alt 21 gange, men de nævnte aktiviteter, spredt ud over hele byen, på universiteter, i teatre, kulturhuse og foredragssale, med byttehandler i de mest forskelligartede kulturelle og sociale sammenhænge, samt et møde mellem 30 teatergrupper, har taget det romerske teatermiljø med storm.

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    04.03.2013

     

    Teater 1, nr. 162, 2013 - 5 ud af 6 stjerner
    BOGANMELDELSE af Anne Liisberg:

     

    Ud på kloden og ind i hjertet med Odin Teatret

     

    Iben Nagel Rasmussen giver i Den fjerde dør - På vej med Odin Teatret en kalejdoskopisk indføring i Odin Teatrets udvikling af byttehandlen som en måde at mødes på.

     

    En byttehandel er kort fortalt mødet mellem to grupper, der udveksler teater/dans/sang/fortællinger.

    Nagel Rasmussens præmis er at skildre byttehandlens praksis og det lykkes forbløffende godt, fordi hun strukturerer skildringen som en række udsagn og fortællinger fra direkte og indirekte involverede i de mange byttehandler. Den løse struktur er både kronologisk og geografisk og bevæger sig fra den lidt tilfældige start i en syditaliensk landsby i 1974 over byttehandler i Europa, Sydamerika og Afrika for at slutte af med nogle relativt nylige byttehandler i Danmark. Nogle bidrag er korte og sansemættede, andre længere og mere reflekterende over byttehandlens praksis eller teori. Frem for at blive gentagende, bliver formen fragmentarisk på en frugtbar måde, hvor der gives plads til forskellige fortællinger og synspunkter, der illustrerer den væsentlige pointe, at en byttehandel skabes af de aktører, der indgår i den.

    ...

    Læs mere her >>

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    25.02.2013


    SAETA - a short photographic documentation ...

     

    SAETA - A Circus performance about horses and flamenco,

    directed by Kai Bredholt.

    A meeting between 3 Icelandic horses, a Spanish guitar, a bass and flamenco.

    Many came, dressed in their warmest winter clothes, and seated on bales of straw, covered in blankets, they watched the horses, a Spanish guitarist and local people, including a flamenco dancer, perform. After the performance they were served a hot meal. The outdoor temperature was often below zero but inside the atmosphere was very warm ....

     

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    06.02.2013

     

    TTT, Teatrets Teori og Teknikk,

    was published by Odin Teatret in magazine and/or book form from 1965-1974 and it's available NOW in pdf on this website.

    TTT 22 top

     

    Read more here >>

     

     

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

     

    05.02.2013

     

    Brand_Waszawa_Teatr_Remus.gif

     

    REMUS THEATRE ASSOCIATION

    Inżynierska 3 St., Warszawa, Poland
    www.teatrremus.plteatrremus@wp.pl
    Phone: 502 121 330

     

    ESPAÑOL >> -  FRANÇAIS >>

     

     

    At 5.00 a. m. of January 30, 2013, the building of Remus Theatre burned down.

    It was the biggest fire in Warszawa since World War II and consumed the whole building in 2 hours. Fortunately, nobody was hurt, but the theatre and the artists who had their studios on other floors lost all the props, costumes, hand-made masks, equipment, paintings, and sculptures.

     

    To donate please choose the following links:

    Please feel free to combine donations i.e. Euro 30 (3 x Euro 10)


    To donate Euro 10 >>
    http://shop.odinteatret.dk/shop/fire-at-remus-711p.html


    To donate Euro 50 >>
    http://shop.odinteatret.dk/shop/fire-at-remus-712p.html


    To donate Euro 100 >>
    http://shop.odinteatret.dk/shop/fire-at-remus-713p.html

     


    FRANÇAIS:


    À 5 heures du matin du 30 Janvier 2013, le bâtiment du Théâtre Remus est brûlé.

    Il s'est agi du plus grand incendie à Varsovie depuis la Seconde Guerre Mondiale, et il a consommé tout le bâtiment dans deux heures. Heureusement, personne n'a été blessé, mais le théâtre et les artistes qui avaient leurs ateliers aux autres étages ont perdu tous leurs accessoires, leurs costumes, leurs masques faites à la main, leurs équipements, leurs toiles et leur sculptures.


    Pour faire une donation choisissez parmi les liens suivants:

    Sentez-vous libres de combiner les donations,

    par exemple 30 euros (3 x 10 euros)


    Pour donner 10 euros >>
    http://shop.odinteatret.dk/shop/fire-at-remus-711p.html


    Pour donner 50 euros >>
    http://shop.odinteatret.dk/shop/fire-at-remus-712p.html


    Pour donner 100 euros >>
    http://shop.odinteatret.dk/shop/fire-at-remus-713p.html



    ESPAÑOL:


    A las 5:00 a.m. del 30 de enero de 2013, el edificio de Remus Theatre se incendió.

    Fue el mayor fuego en Varsovia desde la Segunda Guerra Mundial y consumió el edificio en 2 horas.
    Afortunadamente, nadie resultó herido; sin embargo el teatro y los artistas que tenían sus estudios en otras plantas perdieron toda su utilería, vestuario, máscaras artesanales, equipamiento, pinturas y esculturas.


    Para donar, por favor elige uno de los link siguientes:

    Por favor, no dude en combinar donaciones;
    por ejemplo 30 Euros
    (3 x 10 Euros)


    Donar 10 Euros >>
    http://shop.odinteatret.dk/shop/fire-at-remus-711p.html

     

    Donar 50 Euros >>
    http://shop.odinteatret.dk/shop/fire-at-remus-712p.html

     

    Donar 100 euros >>
    http://shop.odinteatret.dk/shop/fire-at-remus-713p.html

     

    --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

    30.01.2013

    CubaPrize_small.gif

    05.02.2012 Diario Gramma - Cultura

     

     

    Danish >> English >> Italian >> Spanish >>

     

    ON 30 JANUARY 2013 UNEAC, THE UNION OF WRITERS AND ARTISTS OF CUBA, AWARDED THE INTERNATIONAL "RAQUEL REVUELTA PRIZE" TO ODIN TEATRET ON THE OCCASION OF ITS IMMINENT 50th ANNIVERSARY WITH THE FOLLOWING MOTIVATION:

     

    For its fruitful work and innovative profile which Odin Teatret has introduced into Cuban theatre since the 1980s; for being the only theatre group from the international avant-garde of the 1960s still alive as an artistic entity; because, thanks to its generosity, dozens of Cuban actors, directors, scholars and specialists, over a period of more than 25 years, have enjoyed maximum possibilities for professional exchanges; for the tours and residences which Odin Teatret has organised or facilitated for Cuban theatre groups and artists abroad; for the many books which Odin Teatret's members as well as others have published here; finally, for constituting a living symbol of the renewal in contemporary theatre and, above all, for being constant givers of friendship, the Union of Writers and Artists of Cuba bestows on Odin Teatret from Denmark the International "Raquel Revuelta Prize" on the occasion of its imminent half century of existence.

     

     

    EL 30 DE ENERO DE 2013 LA UNEAC, UNIÓN DE ESCRITORES Y ARTISTAS DE CUBA, ENTREGÓ EL "PREMIO INTERNACIONAL RAQUEL REVUELTA" AL ODIN TEATRET EN OCASIÓN DE SU PRÓXIMO 50AVO ANIVERSARIO CON LA SIGUIENTE MOTIVACIÓN:

    Por su fructífera obra y los perfiles renovadores que introdujo en el teatro cubano desde los años 80. Por ser la única agrupación teatral sobreviviente de la pos-vanguardia mundial de la década de los 60 como entidad artísticamente viva. Porque gracias a su generosidad decenas de actores, directores, teatrólogos y especialistas cubanos, a lo largo de más de 25 años, han disfrutado de las más altas posibilidades de intercambio profesional. Por las giras y estancias de grupos nuestros que ha organizado o facilitado en el extranjero. Por la amplia bibliografía, de ellos como autores y de otros, que han publicado aquí.

    Por constituir, en definitiva, un símbolo vivo de la renovación teatral contemporánea y por ser, sobre todo, permanentes dadores de amistad, la Unión de Escritores y Artistas de Cuba le entrega, en su casi media centuria, al Odin Teatret, de Dinamarca, el Premio Internacional Raquel Revuelta.

     

     

     

    DEN 30. JANUAR 2013 TILDELTE UNEAC (SAMMENSLUTNINGEN AF FORFATTERE OG KUNSTNERE PÅ CUBA) ODIN TEATRET DEN INTERNATIONALE "RAQUEL REVUELTA PRIS" I ANLEDNING AF TEATRETS NÆRT FORESTÅENDE 50 ÅRS JUBILÆUM. I MOTIVATIONEN HEDDER DET:

     

    For sit frugtbare arbejde og sin nyskabende profil, som Odin Teatret har præsenteret for det cubanske teater siden 1980'erne; for at være den eneste teatergruppe fra 1960'ernes avantgarde, som stadig eksisterer med ubrudt kunstnerisk integritet; fordi et stort antal cubanske skuespillere, instruktører, forskere og specialister takket være teatrets generøsitet gennem mere end 25 år har kunnet nyde et maksimum af muligheder for professionel udveksling; for turnéerne og opholdene uden for Cuba, som Odin Teatret har organiseret eller muliggjort for cubanske teatergrupper; for de mange bøger, som medarbejdere på Odin Teatret og andre har udgivet på Cuba; endelig, for at være et levende symbol på en fornyelse af samtidens teater og, frem for alt, for konstant at tilbyde sit venskab tildeler "Sammenslutningen af forfattere og Kunstnere på Cuba" Odin Teatret fra Danmark den internationale "Raquel Revuelta Pris" i anledning af sit snarlige halve århundredes eksistens.

     

     

    IL 30 GENNAIO 2013 L'UNEAC, UNIONE DEGLI SCRITTORI E ARTISTI DI CUBA, HA INSIGNITO L'ODIN TEATRET CON IL "PREMIO RAQUEL REVUELTA" IN OCCASIONE DEL SUO IMMINENTE 50˚ ANNIVERSARIO CON LE SEGUENTI MOTIVAZIONI:

     

    Per il suo proficuo lavoro e il profilo innovativo che l'Odin Teatret ha introdotto nel teatro cubano sin dagli anni '80; per essere l'unico gruppo teatrale d'avanguardia degli anni '60 a essere ancora attivo nella sua entità artistica; perché grazie alla sua generosità, decine di attori, registi, studiosi e specialisti cubani, per più di 25 anni, hanno goduto della possibilità di scambi professionali; per le tournée e per le residenze che l'Odin Teatret ha organizzato e facilitato per artisti e gruppi di teatro cubani all'estero; per i numerosi libri che i componenti dell'Odin Teatret e altri hanno pubblicato qui; infine, per essere un simbolo vivente del rinnovamento del teatro contemporaneo e, soprattutto, per essere un dispensatore di amicizia l'Unione degli Scrittori e Artisti di Cuba conferisce all'Odin Teatret di Danimarca il premio internazionale "Raquel Revuelta" in occasione dell'imminente celebrazione del suo mezzo secolo di vita.

     

     

     

     

    TRAVELOG from ...

     

    2017 »

     

    2016 »


    2015 »

     

    2014 »

     

    2013

     

    2012 »

     

    2011 »

     

    2010 »

     

    2009 »

     

    2008 »

     

     

    Most contributions are published in their original language.

    Search

    Newsletter

    News from Odin Teatret

    directly into your inbox.
    Sign up for our newsletter.

    Travelog

    A selection of letters, news, reactions, thoughts from Holstebro and abroad.