10.05.2012
The Jasonites and Ageless Giants - Crossing 1 made a barter
with Ryde School
The Jasonites and Ageless Giants - Crossing 1
sang, played and danced with all the students of the school and in
return the students from the 3rd and 4th year (ages 9-10 years)
performed a stomp.
See the photos from the visit here
>>
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
22.03.2012
Eugenio Barba and Julia Varley
in Calicut (Kerala, India) on 21 March 2012, visiting Hindustan
Kalari Sangam.
Photos by Dr. Lal Krishnan
____________________________________________________________________
15.3.2012
Eugenio and Julia in Auroville, India
Photos by Jyota Naoti Eri
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
07.03.2012
Memorias de Teatro
- Revista del Festival de Teatro de Cali
Numero 9 - Mayo a noviembre de 2011
ESCENARIOS
VIII Festival de Teatro de Cali. Encuentro con el Odin
Teatret.
Sandro Romero: Las viejas barbas de Odín en
Colombia
César Castaño: Encuentros con Eugenio Barba en
Cali; Odin Teatret, un relato de la pedagogía en la
experiencia
Édgar Estaco: El ritual, un imposible y eterno
regreso;
Luz Stella Gil: El arte secreto de un director.
Entrevista a Eugenio Barba
DEBATE
El Odin Teatret en Latinoamérica
Nando Taviani: Recuento histórico del Odin Teatret
Eugenio Barba: La casa con dos puertas
Julia Varley: El sentido regalado
Lluís Masgrau: La relación del Odin Teatret con
Latinoamérica
Paulo Dourado: El Teatro de Odin y Bahía de Todos
los Santos - Brasil
Patricia Furtado: Odin Teatret en Brasil
Patricia Cardona: Memoria sucinta del Odin
Teatret en México
Lluís Masgrau y Arianna de Sanctis: Testimonios
del Odin en Latinoamérica
CARTELERA
Orlando Cajamarca: El dictador de Copenhague,
una escritura paradójica, divertida y cruel
Revista del
Festival de Teatro de Cali
Numero 9 -
Mayo a noviembre de 2011 >>
(Pdf 10 MB)
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
03.03.2012
odin teatret
Et dansk verdensteater
Redigeret af Erik Exe Christoffersen
Tilegnet Torgeir Wethal (1947-2010), skuespiller, instruktør og
teaterpædagog. Han var med til at grundlægge Odin Teatret i 1964 og
deltog i teatrets aktiviteter frem til 2010.
Læs
mere her >>
|
ISBN: 978 87 7934 723 6
Format: 16 x 24 cm
Helbind, rigt illustreret
380 sider
Pris: 349, 95
Udkommer marts 2012
Udgivet på Aarhus
Universitetsforlag
www.unipress.dk
|
Med bidrag
af
Thomas Bredsdorff,
Jørgen Anton,
Kirsten Hastrup,
Peter Elsass,
Peter Laugesen,
Iben Nagel Rasmussen,
Sandra Pasini,
Søren Grundtvig Kjems,
Tina Folke Drigsdahl,
Ulrik Skeel,
Kathrine Winkelhorn,
Anne Middelboe Christensen,
Kirsten Dehlholm,
Janne Risum,
Annelis Kuhlmann,
Erik Exe Christoffersen,
Christian Ludvigsen,
Eugenio Barba.
Antologien udgivet med
støtte fra
Institut for Æstetiske Fag
Landsdommer V. Gieses Legat
Lasson Andersens Fond
Odin Teatret
Holstebro Kommune
Færch Fonden
|
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Odin for begyndere
Af Thomas Bredsdorff
Tale holdt til en konference om
Odin Teatret på Maison du Danemark, tirsdag d. 7. februar
2012 i anledning af Odin Teatrets tilstedeværelse i Paris og på
Théâtre du
Soleil i februar 2012.
Lad os forestille os at vi er til premiere på et helt
almindeligt, klassisk teater. Lad os forestille os, for eksempel,
at vi sidder i Det kongelige Teater i København 21. december 1879
til urpremieren på Henrik Ibsens Et Dukkehjem. De
skuespillere vi skal se, har for 2 måneder siden fået et
manuskript. De har så brugt de 2 måneder på, med instruktørens
hjælp, at leve sig ind i figurerne sådan som de fremstår gennem
replikkerne, og genskabe disse figurer for vores øjne, Nora,
Thorvald Helmer, dr. Rank.
Ibsen har brugt ikke 2 måneder, men 2 år på at lære disse
figurer at kende og gøre dem levende. Han har engang beskrevet sit
arbejde med et stykkes personer sådan: "Første gang jeg møder dem,
er det som at møde fremmede mennesker i toget." Det vil sige: han
kender kun deres ydre; har kun vage ideer om hvor de kommer fra og
hvor de skal hen.
Han laver så en skitse. "Derefter begynder jeg langsomt at lære
dem at kende." Gennem fornyede gennemskrivninger kommer han tættere
og tættere på dem, og til sidst, efter to år, er de færdige, og
dramatikeren er parat til at overgive dem til skuespillerne, som så
sammen med instruktøren tolker hans tekst og intentioner efter
bedste evne.
I Odin Teatret går det anderledes
til..... >>
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
27.01.2012
Gambuh Desa Batuan Ensemble
- holding the donation contract with IKC - The
Intercutural Centre, after a rehearsal with Eugenio Barba and
Julia Varley in Bali, January 2012
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
11.01.2012
Roberta Carreri
RASTROS
Treinamento e História de Uma Atriz do Odin Teatret
com prefácio de Eugenio Barba
En portugais. Editora Perspectiva, 2011. 234 p., ill. ISBN:
9788527309356
|
A jovem estudante universitária de vinte anos de idade está em
Milão, extasiada com A Casa do Pai, espetáculo do Odin Teatret
encenado na cidade naquele ano de 1973. A experiência a levaria a
Holstebro, Dinamarca, no ano seguinte, determinada a ingressar na
trupe, mesmo sem nunca ter tido qualquer contato anterior com a
prática teatral.
Rastros é a história de Roberta Carreri no mítico grupo dirigido
por Eugenio Barba, contada com uma narrativa envolvente, na qual a
atriz revive sua trajetória, desde o teatro de rua até a descoberta
da tradição performática dos povos da Ásia; do confronto com
artistas e espectadores de todo o mundo até o surgimento dos
espetáculos Judith e Sal. Ao ressaltar como valores preciosos o
treinamento, a transmissão da experiência, o improviso e a busca
incessante de novos estímulos e oportunidades de aprendizado,
Carreri revela o exaustivo e minucioso trabalho do grupo por trás
da cena, que o tornou centro vital de referência do teatro
contemporâneo.
|
 |
|
Aqui, a autora apresenta a documentação fotográfica da
demonstração de trabalho Pegadas na Neve, elaborada especialmente
para o livro, além de belas imagens dos espetáculos do grupo, dos
quais participou. Rico de informações biográficas, indicações
técnicas, reflexões pessoais e extratos dos diários de trabalho,
Rastros é tanto um manual dos segredos da mestria de uma das
atrizes mais representativas do Odin Teatret, como também a
história de uma vida de trabalho, pesquisa e paixão.
|
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
09.01.2012
Fra Kais workshop i Mexico, i december 2011.
Det er eftermiddag da vi kører ind i staten Michoacan.
Ved den tredje motorvejs betalings station bliver vi standset af
røde plastikkegler på vejen og en ung politimand fra det svært
bevæbnede narkopoliti.
Med sin maskinpistol vinker han os langsomt frem.
Bag en smal stribe i hans sorte elefanthue, er kun hans øjne
synlige.
Et roligt, næsten undskyldende og regsigneret blik.
Et udtryk i øjnene på en som passer sit arbejde; men som for
længst har indset håbløsheden i sin indsats.
Han ved, at ingen maskinpistol eller rød plastikkegle vil kunne
få bare en af de snart 50.000 ofre for narkokrigen, til at rejse
sig af sin grav.
Og han ved at dødstallet bare stiger og stiger.
Men han passer sit arbejde og nikker venligt til os da vi
kører igennem afspærringen og videre mod Patzcuaro.
Sammen med Erika skal vi forberede et teaterseminar med temaet
gadens rum.
I materialet til seminariet har jeg skrevet, at vi med
udgangspunkt i vores fysiske skuespiller- flamenco-son jarocho og
stemmetræning, vil iscenesætte en Pastorella; et mexicansk
julespil. Som scenografi vil vi bruge pladser, balkoner, tage,
kirketårne, vinduer, trapper og kirkerum i byen.
Det er tanken og nu har vi 4 dage inden deltagerne kommer, til
at finde rummene og tilladelserne til at bruge dem.
Samtidig vil vi også forsøge at finde lokale kor musikere,
dansere og digtere, som kan sætte os stævne, de steder vores "
Pastorella Andante " vil besøge.
Vi har kun 2 egentlige kontakter i Patzcuaro. Idalia er
socialarbejder og arbejder både i fængslet og på børnehjemmet. Den
anden er Walter, en argentinsk skuespiller som bor i byen.
Allerede på den første aften får vi igennem Idalias mand kontakt
til landsbyen Ihuatsio. En indiansk landsby bestående af
3.000 Purepecha indianere. Purepecha er den indianske befolkning og
sprogstamme som det vestlige Mexico da Spanierne kom. Kontakten,
der er en lokal digter som skriver på sproget Purepecha, har sammen
med en gruppe unge lavet et kulturcenter bibliotek og værksted
tilegnet Purepecha kulturen. Vi bestemmer at tage derud næste
eftermiddag.
Næste morgen skal vi mødes med Miquel Angel Cardenas
kaldet "Chamaco" lederen af CDRAM: Centro Dramatico de Michoacan.
Det teater som med stor gæstfrihed har lånt os alle deres bygninger
til vores seminar. Teatersalen, garagen, spisesalen , små
pavilioner spredt rundt i haven og som fungerer som gæsteværelser,
samt en fantastisk kogekone Doña Lulu, der vil lave mad til os 3
gange om dagen.
Jeg har kun talt med Chamaco i telefon. Men det bliver et møde
med en karismatisk hårdt arbejdende leder, som lytter intenst og
som minder mig meget om mit første møde med Eugenio, min egen
teaterleder.
Af en eller anden grund får mødet karakter af en audiens, som
får mig til at snuble og stamme på spansk, og hvor jeg har 3
minutter til at fortælle hele min livshistorie og hvorfor jeg er
der.
Vores samtale bliver afbrudt ca. 18 gange af hans
mobiltelefon.
Hver gang undskylder han og vender tilbage til vores ærinde.
Selvom vores historie på den måde hakkes op i små ultra korte
telegrammer, kan jeg se på ham, at han kan lide vores ide. Og han
foreslår begejstret, at vi skal tage til klostret
TzinTzunTzan. Han bliver næsten fornærmet, da jeg indrømmer, at jeg
ikke kender klostret i TzinTzunTzan. " Jeres Dronning har besøgt
det; Margrethe !.... fordi det blev grundlagt af en dansk kongesøn
og franciskanermunk, broder Jakob, som var søn af Kong Hans". Han
ryster længe på hovedet og ringer til klostret. Ingen svarer, men
han foreslår, at vi kører derned med det samme og finder Tania, som
er ansat på klostret.
Han foreslår også, at vi besøger collegio Jesuita i Patzcuaro.
En meget stor og smuk gammel skole, grundlagt af jesuiter munke i
1600-talllet. Den var en af de første skoler på kontinentet, som
underviste både spanske og purepecha indianske børn.
Vi tager varm afsked med Chamaco og kører de 20 kilometer til
TzinzTzunTzan.
Ovenfor byen rejser sig på en bakketop, fundamentet af en meget
stor Purepecha pyramide. En lang, lang trappe løber fra pyramiden
ned gennem byen, direkte ned til klostrets hovedindgang. Et møde og
som en kulturel akse imellem 2 verdener.
Vi går ind igennem porten til klosterhaven. Her er fuldstændig
stille. Haven er dækket af grønt græs, men befolket af 400 år
gamle oliventræer, der står som krumryggede og rynkede oldinge og
vogter over historien.
En time efter forlader vi klostret. Vi har mødtes med Tania og
har fået lov til at bruge hele klostret, kirken, haven og
klokketårnet. Og hun vil kontakte kirkens børnekor for at lave
byttehandel med vores Pastorella Andante.
Samme eftermiddag besøgte vi børnehjemmet i Patzcuaro og fik
lagt en rute af små gader, hvor vi kunne gå med alle børnene fra
børnehjemmet til den centrale plads.
Allerede for enden af den første gade, kom vi forbi en gammel
kirke med et meget smukt klokketårn.
Vi ringede på hos præsten fader Efraim, en meget sympatisk ung
præst og fortalte hvorfor vi kom: teaterseminar, pastorella , Odin
Teatret , byttehandel, børnehjemsbørn, kirkerum og
klokketårn.
Han syntes det lød som en fin ide og foreslog os at kontakte et
stort orkester og kor med 55 børn og unge som i denne periode øvede
i kirken. Han tog os med det samme hen til lederen af orkestret,
Juan Manuel Acuña, som også var musik skoleleder.
Vi fortalte igen vores historie og efter få minutter havde vi ud
over kirken, klokketårnet og 42 piger og 25 drenge fra 2
forskellige børnehjem, nu også et orkester og et kor. Juan Manuel
skulle bare lige aftale med børnene om at rykke prøven til følgende
torsdag.
På vej tilbage til kirken kom fader Efraim i tanke om et andet
klassisk orkester med 75 børn som 5 nonner var en slags kuratorer
for. De boede på et lille kloster ud til den centrale plads. Vi
ringede på og fortalte igen vores historie til priorinden Maria
Antonia. Hun blev begejstret og tog os med hen til en prøve og et
møde med orkestrets dirigent. Vi fortalte igen og sang en 2 stemmig
version af "Natten er så stille" for hele orkestret, som kvitterede
med et stykke af Bethovens 5. symfoni, fuld af energi, men ikke
helt genkendelig. Men byttehandlen var i gang og Maria Antonia var
glad og stolt, da dirigenten lovede at stille med 12 af sine
strygere når "Pastorela Andante" kom forbi klostret.
Samme aften skulle vi mødes mod Walter og Idalia. På vej derhen
kom vi forbi en lille gruppe, som dansede breakdans på
pladsen. 5 af vores deltagere i seminariet var fra en dygtig
teater gruppe fra Veracruz. De var specialiseret i Son Jarocho, en
mexicansk tradtionel dans og musik stilart, men havde også studeret
indisk dans i 4 år og havde bedt mig om lov til at vise det under
seminariet.
Så jeg foreslog breakdanserne at lave en byttehandel med dans på
Colegio Jesuita følgene søndag med break, Son Jarocho, indisk dans,
Erika med flamenco og Walter som kunne argentinsk tango både med og
uden stylter, samt hvad vi ellers kunne finde i løbet af ugen.
Til mødet med Idalia aftalte vi vores forestilling i fængslet.
De havde et lille kor som vi kunne bruge. Hun nævnte også en gruppe
gamle som kunne være interessant at mødes med, så ville vi på en
måde have fat i alle aldersklasser og samfundslag i Patzcuaro.
Næste morgen mødtes vi med Blanca på Collegio Jesuita. Hun
tilbød straks, at vi kunne bruge hele bygningen til Pastorellaen,
vores byttehandel med danse samt at de kunne stille en lille scene
op.
Bagefter mødtes vi med Dulce fra kommunen, som arbejdede med de
gamle.
Hun tog os med til et hus lidt uden for byen, hvor de gamle
mødtes.
Vi fortalte og de ville meget gerne medvirke og vise en dans fra
Vera Cruz med flotte hvide kjoler.
Da de så min harmonika bad de mig om at spille.
Men jeg forklarede dem byttehandel princippet og sagde at jeg
kun ville spille hvis de dansede.
Efter en kort parlamenteren spillede jeg en chachacha, og alle
45 rejste sig og dansede. Det var fantastisk, som at se
klosterhaven og oliven træerne i zhinzhunzhan blive levende.
Krumryggede og rynkede oldinge svingede rundt på gulvet og dansede
noget der i alt fald mindede om chachacha.
Om eftermiddagen tog vi til landsbyen Ihuatsio for at mødes med
den lille gruppe unge Purepecha indianere og besøge deres
kulturhus.
Rudolfo, som var klarinetist i den ene af byens 2 orkestre,
viste os rundt i byen og vi fik lagt en rute til vores Pastorela
Andante, som endte på den centrale plads neden for kirken.
Det var en ikke særlig prætenciøs by med lave grå betonhuse, men
vi fandt nogle fine tage, balkoner og lange mure med graffiti, som
vi kunne bruge som scenografi.
Vi endte besøget med at sidde i Rudolfo´s helt sortsværtede
køkken og drikke kaffe med kanel, som hans mor og 2 tanter lavede
til os over 2 åbne lerklinede ildsteder på gulvet. Erika
diskuterede latinamerikanske digtere med 2 af de unge, mens jeg og
Rudolfo snakkede om musik. Hvordan Purepecha musikken blandede sig
med den spanske musik og overlevede i en meget ren form i deres
lokale fester. Han spillede avancerede rytmiske eksempler på sin
klarinet og jeg kvitterede med et par klezmer melodier, som han
straks bad mig sende noderne til så han kunne arrangere dem for
byens hornorkester. Vi aftalte at mødes på teatret CEDRAM et par
dage efter, så de kunne møde skuespillerne fra seminariet og
samtidig øve slutnummeret til pastorelaen, en dansk festpolenaise,
som vi så ville blande med mexicanske sange og Purepecha melodier.
Rudolfo ville så prøve at samle landsbyens hornorkester.
Om aftenen på vej tilbage tænkte jeg på, at måske om 100
år ville en musik etnolog komme forbi Ihuatsio og skrive en
afhandling om hvordan en nordisk klingene klezmermelodi, var en
traditionel fast del af Purepecha festerne i Ihuatsio.
Næste morgen havde vi et møde med borgmesteren og kulturchefen i
Patzuaro, hvor vi fortalte om vores arbejde og om de kontakter vi
har fået i byen. De lyttede interesseret og lovede os de
tilladelser vi måtte få behov for, til at indtage pladser
kirketårne balkoner og gader til vores Pastorella Andante.
Der er nu gået 4 dage, men vi er klar til at modtage vores
deltagere til seminariet, som begynder at ankomme samme eftermiddag
fra Mexico, Argentina, USA og Venezuela.
Her slutter første del af beretningen fra Patzcuaro. Anden del
vil jeg skrive færdig i de første dage af 2012.
Fra Mexico ønsker vi alle et godt nytår.
Fra Erika og Kai
